Stop spild
En dag hvor vi står sammen om at bruge vores ressourcer bedre med praktisk handling, viden og ny inspiration.
Havarthigaarden, Frivilligcentret og medlemmer af det grønne omstillingsnetværk inviterer alle i lokalområdet til at minimerer spild
📅 Tid: Onsdag den 7. oktober, kl. 16:00-20:00
📍 Sted: Havaarthigaarden, Havarthivej 6, 2840 Holte i Fælleshaven i telte og i Havarthigaardens smukke lokaler.
Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig, så vi ved, hvor mange vi skal lave mad til. NemTilmeld
Vi smider ud som aldrig før. Mad, der aldrig når at blive spist. Tøj, der hænger ubrugt i skabet eller ryger i skraldespanden efter få gange. Ting, der ville kunne holde mange år endnu, hvis bare de blev repareret.
Det er både dyrt for den enkelte og dyrt for klimaet – men det er også noget, vi kan gøre noget ved. Og det er nemmere, når vi gør det sammen.
Kom med til omstillingsdagen, hvor vi sætter fokus på ressourcespild og bæredygtighed med konkrete idéer, praktiske værksteder, gode snakke, smagsprøver og fællesspisning.
Kom og bliv klogere og tag inspiration med hjem, som du kan bruge allerede dagen efter.
Det kan du opleve på dagen
Programmet er undervejs. Vi skaber dagen sammen – og du kan stadig nå at byde ind med dine egne ideer til hvordan vi stiller om i praksis med boder, workshops, kunst eller talks.
Glæd dig til
Talk: Genbrug gør en forskel
Mød Tina Donnerborg, chef for Røde Kors Genbrug, og få et indblik i, hvordan genbrug, frivillighed og cirkulær økonomi kan gøre en reel forskel for klimaet. Røde Kors har omkring 270 genbrugsbutikker i hele landet. I 2025 sparede deres genbrugsaktiviteter klimaet for hele 25.327 ton CO₂. Hør Tina fortælle om genbrug som både hverdagsaktivisme, fællesskab og konkret klimahandling.
Talk: Vi fylder maver – ikke containere
Mød Rasmus Erichsen, stifter og direktør i Stop Spild Lokalt, og hør om kampen mod madspild og arbejdet for at hjælpe mennesker, der har brug for en håndsrækning. Stop Spild Lokalt er Danmarks største sociale madspildsorganisation og drives af frivillige, som hver dag uddeler mange tons overskudsmad gennem lokale Madoaser.
Talk: Kan bæredygtighed flytte ind i vores hjem?
Mød Karen Gottschalck, stifter af Center for Bæredygtigt Forbrug, som fortæller om Bæredygtighedsbutleren – en ny og anderledes måde at hjælpe familier med at træffe grønnere valg i hverdagen – og undgå spild.
Værksteder og boder
Du kan være med i praksis med inspiration i boder og workshop udendørs i telte og i Havarthigaardens smukke lokaler
Tøjbytte – kom med dit gamle gode tøj og byt til nyt. Frivillige fra Kræftens Bekæmpelse Rudersdal kommer med en god start-pakke og faciliterer bytte-værkstedet. Tøj har en enorm klima- og miljøpåvirkning. Derfor betyder det noget, når du sænker dit tøjforbrug – og der er flere måder at gøre det på, end man lige tror. Få nyt tøj med hjem til garderobe og vær en del af den cirkulære økonomi.
Loppemarked Brugte ting, der leder efter en ny ejer. Gør et fund, kom af med noget, du ikke længere bruger, og oplev genbrug fra den hyggelige side. Pop-Up loppemarked med foreningen Heart 2 Heart
Skrædderne kommer Dansk Syrisk Kulturforening kommer og hjælper med at reparere og lappe dine yndlingsting eller dit nyt genbrugsfund.
Repair Café Skal det virkelig smides ud? Ofte ikke. I Repair Caféen sidder frivillige reparatører klar til at hjælpe dig med at give dine ting nyt liv – og til at vise dig, hvordan du selv gør næste gang.
Sylteværksted med Dansk-Syrisk Kulturforening Syltning er en af de ældste og bedste måder at få råvarer til at holde længere. På værkstedet kan du lære teknikkerne og se, hvor let det er at redde et overskud af grønt fra skraldespanden – og få et glas med hjem.
Svampetur - Naturens spisekammer er gratis og står lige uden for døren. Lær de lokale svampe at kende og sank hjem til fællesspisning.
Smagsprøver på ukrainsk dessert som er lavet af overskudsvarer fra Fødevarebanken
Smagsprøver på overskudsmad fra fødevarebanken og Heart2heart og viden om hvordan man kan få del i det til hverdag i Frivilligcentret
Dialog om mad og tøj - Klimabevægelsen i Rudersdal er med på dagen med samtalekort og viden.
Bøger og ny viden til dagen fra Rudersdal Bibliotekerne.
Lad os dele – Friviligcentret præsentere mulighederne for at låne en cykel, en symaskine, hyggebelysning og dele viden og erfaringer i det grønne omstillingsnetværk mv.
Og mere er på vej
Fællespisning
Vi slutter dagen med et fælles måltid mad, som Dansk-Syrisk Kulturforening tilbereder af overskudsfødevarer. Glæd dig til varm suppe, godt brød og æbledessert.
En dag, vi skaber sammen
Programmet er endnu ikke helt på plads, og der kommer flere indslag til. Hold øje med siden her, hvor vi løbende opdaterer.
Stop spild bliver til i samarbejde med Havarthigaarden, som lægger have og lokaler til dagen. Dagen arrangeres desuden i samarbejde med medlemmerne af Frivilligcentrets grønne Omstillingsnetværk
Vil du selv bidrage med en aktivitet på dagen? Så skriv eller ring til Centerleder, Lisbeth Eckhardt-Hansen på lisbeth@frivilligcentret.dk
Praktisk
Tilmelding: Der er fri adgang, men du skal tilmelde dig, så vi ved, hvor mange vi skal lave mad til.
Medbring: Dyb tallerken / skål til suppe, skeer og glas til aftenens fællesspisning. Et syltetøjsglas til sylteværksted. Brugt godt tøj og andre lopper.
Information om arrangementet
Dato og tid Onsdag d. 7. oktober 2026 kl. 16:00 til 20:00
Tilmeldingsfrist Tirsdag d. 6. oktober 2026 kl. 23:00
Sted
Havaarthigaarden
Havarthivej 6
2840 Holte
Arrangør
Frivilligcenter Rudersdal
Tlf. +45 45890056
info@frivilligcentret.dk
Vi har nemt lavet denne side i NemTilmeld
Når vi bruger NemTilmeld til vores arrangementer, er det lige så nemt som at cykle ned ad bakke i medvind.
Og så er det GDPR-sikkert, for ingen techgiganter får kløerne i dine deltageres persondata som en anden Bond-skurk. De forbliver sikkert opbevaret i Danmark.
Du snyder dig selv, hvis du ikke selv prøver NemTilmeld til dit næste arrangement for 0 kr.
PS: Du ser denne reklame, fordi Frivilligcenter Rudersdal bruger en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser